Spring over hovedmenu

Arbejdsmiljøindsats skåner ansatte og studerende for stikskader på KU

Skolen for klinikassistenter og tandplejere på Københavns Universitet, SKT, har elimineret stik- og skæreskader efter en succesfuld arbejdsmiljøindsats. Således har der ikke været registreret skader hos personalet siden 2019. Derfor er SKT nu nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Arbejdsulykker.

Alle nystartede studerende på Skolen for klinikassistenter og tandplejere på Københavns Universitet, SKT, skal gennemgå et forløb, hvor de systematisk lærer at håndtere instrumenter, så de undgår stikskader. Det samme gør sig gældende for nyansatte medarbejdere.

Tiltagene er et led i en større arbejdsmiljøindsats, der har til formål at nedbringe antallet af stik- og skæreskader, som ellers er hyppigt forekommende i branchen. Resultatet er, at der hos personalet ingen stik- eller skæreskader er sket siden 2019 på inficerede tandinstrumenter og blandt de studerende er skaderne også næsten elimineret. Derfor er SKT nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2023.

“Som uddannelsesinstitution har vi et ansvar for at gøre de studerende bevidste om vigtigheden af et sikkert og sundt arbejdsmiljø, og det prøver vi efter bedste evne at leve op til. Derfor er vi også stolte af den anerkendelse, vi har fået for vores indsats med at skabe fokus på sikkerheden for såvel vores studerende som de ansatte,” siger skolechef for SKT, Bo Danielsen.

En del af løsningen har været indførelsen af særlige kassetter, der afskærmer spidse og skærende instrumenter, når de er brugte og inficerede. Samtidig har der været særligt fokus på at øge kommunikationen og oplæringen i korrekt håndtering af inficerede instrumenter blandt studerende, elever og personale.

Implementeringen af tiltagene er sket i tæt samarbejde med Arbejdsmiljøorganisationen og med involvering af de ansatte, der har risiko for stik- og skæreskader. Samme medarbejdergrupper har været ansvarlige for at undervise de studerende i sikkerhed.

“Jeg er helt overbevist om, at inddragelsen af medarbejderne og det faktum, at de selv har drevet processen, er en afgørende årsag til, at vi er kommet så flot i mål med indsatsen,” siger Bo Danielsen.

Emnet indgår som en fast del af instruktionen af nye elever og ansatte for på den måde at fastholde de gode resultater på området. Samtidig er forhåbningen, at arbejdet med sikkerhedskulturen herfra spredes til landets tandklinikker, når de studerende kommer i arbejde.

Arbejdsmiljørådet anerkender stærk indsats
”SKT har gennemgået en imponerende omstilling for at eliminere en kendt problematik for både ansatte og studerende inden for det sundhedsfaglige område. Uddannelsesinstitutionen har taget fat i en stor problemstilling og inddraget medarbejderne med henblik på at udvikle nye procedurer og løsninger, der kan tjene som inspiration for lignende uddannelsesinstitutioner rundt om i landet. Det er rigtig godt gået,” siger Cristina Lage, formand for Arbejdsmiljørådet.

Om Skolen for klinikassistenter og tandplejere (Københavns Universitet)
Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere (SKT) er en del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Skolen er beliggende i Panum-bygningen på universitetets Nørre Campus.

  • Nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2023 i kategorien Arbejdsulykker
  • Adresse: Nørre Alle 20, 2200 København N
  • Kontaktperson: Bo Danielsen, Skolechef, T: +45 35 32 68 50, M: bda@sund.ku.dk

Nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2023

Arbejdsulykker

  • G.S.V Materieludlejning A/S
  • NCC Industry A/S Råstoffer
  • Skolen for klinikassistenter og tandplejere (Københavns Universitet)

Psykisk arbejdsmiljø

  • Arla Foods Amba, Inbound Logistics
  • Ishøj Jobcenter - Center for Beskæftigelse og Erhverv
  • Jordemodercentret under Gynækologisk/Obstetrisk afdeling på Slagelse Sygehus

Kemi og vådt arbejde

  • Afdeling for Plastikkirurgi, Herlev og Gentofte Hospital
  • Coop Danmark
  • Molslinjen A/S

Ergonomi

  • Dagplejen Vejle Kommune
  • Roskilde Kommunes dagtilbudsområde
  • Økonomi og HR, ÆHF, Odense Kommune