Ejendomsservice Rengøringen i Odense vinder Arbejdsmiljøprisen 2024
Ejendomsservice Rengøringen i Odense Kommune tager sig godt af mere end de offentlige bygninger. En stærk indsats til gavn for arbejdsmiljøet har mindsket medarbejdernes eksponering mod farlig kemi og giver nu afdelingen Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Kemi og/eller vådt arbejde.
Ejendomsservice Rengøringen i Odense Kommune leverer hver dag rengøringsydelser på 570.000 kvadratmeter fordelt på 360 enheder, og for at sikre trivsel og sikkerhed i dette arbejde har virksomheden haft et konstant fokus på miljøvenlige og sikre løsninger.
Det bliver de nu honoreret med Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Kemi og/eller vådt arbejde for. Kurset "Rent og Sikkert", som fokuserer på rengøring med mindre farlig kemi, har skabt forbedringer for arbejdspladsens medarbejdere og klima, og det er en af grundene til, at dommerkomitéen tildeler fynboerne prisen.
“Ejendomsservice Rengøringen har gjort en fremragende indsats for at forbedre arbejdsmiljøet, især ved at fokusere på at reducere brugen af farlige kemikalier på en inkluderende måde,” siger Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet.
“Deres arbejde med at inddrage medarbejderne og styrke arbejdsmiljøorganisationen er forbilledlig, og de har vist, at når sikkerhed og trivsel prioriteres, kan man skabe varige, positive forandringer både for medarbejderne og miljøet.”
Bedre kemisikkerhed og en styrket arbejdsmiljøorganisation
Ved at vælge andre produkter til gulvvask og aftørring har Ejendomsservice Rengøringen i Odense formået at reducere medarbejdernes eksponering for farlig kemi.
Det er dog ikke kun medarbejderne, der har grund til at fejre prisen. Også bygningernes brugere kan vide sig sikre på, at de fysiske rammer, som de færdes i, er vedligeholdt med ikke-skadelige produkter.
Som en del af indsatsen har Ejendomsservice Rengøringen i Odense også opgraderet deres arbejdsmiljøorganisation ved at øge antallet af arbejdsmiljørepræsentanter fra fire til otte og tilføjet en ekstra arbejdsmiljøgruppeleder.
“Det er vigtigt at få italesat de ambitioner, man har, hvis man gerne vil ændre noget. Derudover er det helt afgørende at inddrage personalet. De har fingeren på pulsen, de ved, hvad der foregår, og de er uundværlige i arbejdet mod et bedre arbejdsmiljø,” siger Jette Trolle, funktionsleder.
I bedømmelsen lægger Arbejdsmiljørådets dommerkomité vægt på virksomhedens arbejde med sikker kemi, som har øget forståelsen for at reducere skadelige stoffer i rengøringsmidlerne. Hensynet til ordblinde og medarbejdere med læsevanskeligheder understreger inklusion. Derudover fremhæves opgraderingen af organisationen med flere arbejdsmiljørepræsentanter og en ny arbejdsmiljøgruppeleder samt det grundige introforløb for nye assistenter, der sikrer løbende opfølgning.
Om Ejendomsservice Rengøringen i Odense
Ejendomsservice Rengøringen i Odense Kommune er ansvarlig for rengøring af de kommunale bygninger og ejendomme. Arbejdsområderne inkluderer rengøring af skoler, plejehjem, institutioner og andre offentlige bygninger. Med cirka 400 rengøringsassistenter sørger Ejendomsservice for, at kommunens bygninger er rene, sikre og velholdte, hvilket bidrager til et sundt og sikkert arbejdsmiljø for både medarbejdere og brugere af bygningerne.
● Vinder af arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien ‘Kemi og/eller vådt arbejde’’.
● Adresse: Nørregade 36, 5000 - Odense
● Kontaktperson: Jette Trolle, T: 21 25 83 46, M: jkj@odense.dk
Alle nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2024
Arbejdsulykker
- Dagrofa Logistik
- Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH)
- Svendborg Brakes A/S
Psykisk arbejdsmiljø
- Afdeling Sygedagpenge, Jobcenter Varde
- Herlev og Gentofte Hospital, Akutklinikken Gentofte
- Plejecentret Solbakken, Randers Kommune
Kemi og/eller vådt arbejde
- Cabinplant A/S
- Forenede Service A/S
- Odense Kommune, Ejendomsservice Rengøringen
Ergonomi
- DSV A/S
- Royal Copenhagen, en del af Fiskars Danmark A/S
- Lemvigh-Müller A/S