Spring over hovedmenu

85 procent færre tunge løft sikrer Royal Copenhagen Arbejdsmiljøprisen 2024

En modernisering af traditionelt løftearbejde hos Royal Copenhagen giver medarbejderne bedre vilkår og sundere arbejdsgange. Den indsats har nu sikret virksomheden hæder ved Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Ergonomi.

Mere end det kongelige porcelæn lyser op på Royal Copenhagens fabrik i Glostrup. Virksomheden har nemlig finpudset det ergonomiske arbejdsmiljø i en sådan grad, at de har vundet Arbejdsmiljøprisen 2024.
Med 85 pct. af tunge løft, der er fjernet fra det daglige arbejde, sikrer virksomheden sig, at de ikoniske blå og hvide farver kan pryde bordene i Danmark, uden at der gås på kompromis med medarbejdernes helbred.

Medarbejderne har undervejs været involveret i alt fra kortlægning og udvikling til test af nye løsninger, fremhæver Arbejdsmiljørådet, der uddeler prisen.

"Det er inspirerende at se en virksomhed, der prioriterer ergonomi og skaber et stærkt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Det er et strålende eksempel på, hvordan en fælles indsats kan løfte arbejdsmiljøet og skabe en sundere arbejdsplads for alle," siger Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet.

Lettere arbejdsgange har medført kulturændring
Et af de vigtigste resultater er fjernelsen af tunge løft, som traditionelt set er en del af fremstillingen af forme og støbning af store porcelænsemner som vaser. Det manuelle arbejde er nu givet videre til blandt andet særligt byggede vogne og en vendemaskine.

Ud over tunge løft afhjælper de nye løsninger også akavede arbejdsstillinger, som over tid kan belaste kroppen. Med skemalagt gymnastik og elastiktræning med instruktør for alle fabriksansatte er den ergonomiske indsats blevet styrket yderligere, og det har bidraget til et bedre arbejdsmiljø.

“Medarbejderne mærker tydeligt en forbedring af deres fysiske trivsel, og det har sendt arbejdsglæden i vejret,” siger Henrik Toft, Product Development Manager på fabrikken i Glostrup.

De nye løsninger har både lettet de fysiske krav til arbejdet og ændret kulturen i virksomheden: Der er ikke længere en forventning om at klare de tunge opgaver selv, og det er blevet naturligt at bede kolleger om hjælp, lyder det.

I bedømmelsen lægger Arbejdsmiljørådet vægt på den imponerende reduktion af tunge løft, samt opgøret med de traditionelle arbejdsgange i en så veletableret virksomhed, hvor det er lykkes at ændre selve kulturen på området.

Om Royal Copenhagen
Gennem næsten 250 år har Royal Copenhagen skabt håndmalet porcelæn i højeste kvalitet. På fabrikken i Glostrup fremstilles og dekoreres primært unikaer samt større emner i porcelæn. Samtidig udvikles og fremstilles porcelænsforme, der senere bruges til støbning. Royal Copenhagen, en del af Fiskars Danmark A/S. 

●    Vinder af Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Ergonomi 
●    Adresse:  Smedeland 46, 2600, Glostrup
●    Kontaktperson: Marie Poulsen, QEHS specialist, + 45 26 85 44 89, marie.poulsen@fiskars.com

Alle nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2024

Arbejdsulykker

  • Dagrofa Logistik 
  • Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH)
  • Svendborg Brakes A/S

Psykisk arbejdsmiljø

  • Afdeling Sygedagpenge, Jobcenter Varde
  • Herlev og Gentofte Hospital, Akutklinikken Gentofte
  • Plejecentret Solbakken, Randers Kommune 

Kemi og/eller vådt arbejde

  • Cabinplant A/S
  • Forenede Service A/S
  • Odense Kommune, Ejendomsservice Rengøringen

Ergonomi

  • DSV A/S
  • Royal Copenhagen, en del af Fiskars Danmark A/S
  • Lemvigh-Müller A/S