Spring over hovedmenu

Arbejdsmiljørådet uddeler jubilæumspris til Grundfos for vedvarende fokus på unges trivsel og arbejdsmiljø

Gennem adskillige år har danske Grundfos uddannet elever og lærlinge med et særligt fokus på unge menneskers trivsel og onboarding. Det ekstraordinære fokus på at give unge en god start i Grundfos bliver nu belønnet med Arbejdsmiljørådets jubilæumspris.

En forbilledlig og vedholdende investering i unge og deres arbejdsmiljø har resulteret i, at danske Grundfos har fået overrakt Arbejdsmiljørådets jubilæumspris. Prisen uddeles som en del af en særlig markering af Arbejdstilsynets 150-års jubilæum og hylder en arbejdsplads, der over en årrække har gjort noget særligt for at forbedre unge ansattes arbejdsmiljø og som kan tjene som inspiration for andre virksomheder.

For at øge kvaliteten af unges arbejdsmiljø har Grundfos gennem en årrække uddannet elever og lærlinge via et grundigt og systematisk program for onboarding. Det omhandler blandt andet information om sikkerhed fra første dag og udpegning af oplæringsansvarlige ude i afdelingerne, så de unge ved, hvem de kan gå til.

“I Grundfos har vi altid søgt at være en aktiv del af det samfund, vi er en del af såvel i Danmark som internationalt. Det at tage masser af unge mennesker ind matcher godt med den ambition, og derfor har vi også et særligt ansvar for at gøre en ekstraordinær indsats for, at de får den bedst mulige start på arbejdslivet,” siger Anders Lund Hansen, Country Director for Danmark.

Han suppleres af Jesper Kvistgaard, CSR Manager i Grundfos, der understreger vigtigheden af at skabe et miljø for de unge mennesker, der er defineret af fællesskab, faglighed og tryghed.

“Den gode relation sikres ved, at vi fra start skaber nogle rammer, der giver de unge mennesker et fællesskab og en klar forståelse af deres arbejdsopgaver og vejen til udvikling,” siger han.

Det er en stor glæde for Arbejdsmiljørådet at uddele jubilæumsprisen til en virksomhed, der gennem en omfattende indsats tager hånd om de unges arbejdsmiljø, mener formand Cristina Lage.

“Det er en særlig glæde at se, hvordan Grundfos med grundighed og iver tager unges arbejdsmiljø og start på arbejdslivet alvorligt,” siger Cristina Lage og fortsætter:

”Dertil er jeg særligt glad for, at Grundfos understøtter unges forståelse for og deltagelse i den danske model. De unge møder fra starten arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter og får forklaret, hvordan den danske model konkret fungerer hos Grundfos, herunder betydningen af godt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Grundfos’ tilgang er forbilledlig og indeholder en vedholdende ”investering” i de unge og deres arbejdsmiljø, som kan tjene som inspiration for andre virksomheder. Stort tillykke med jubilæumsprisen.”

Om Grundfos
Grundfos baner vejen for løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer og forbedrer livskvaliteten for mennesker. Som en førende virksomhed inden for globale pumpe- og vandløsninger lover Grundfos at respektere, beskytte og fremme vandstrømmen ved at levere energi- og vandeffektive løsninger og systemer til en lang række anvendelser for vandforsyninger, industrier og bygninger. Find ud af mere på: grundfos.com

● Vinder af Arbejdsmiljøprisens jubilæumspris 2023
● Adresse: Poul Due Jensens Vej 7, 8850 Bjerringbro
● Kontakt: Mads Klougart Jakobsen, T: 455234 2899, M: mjakobsen@grundfos.com

Nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2023

Arbejdsulykker

● G.S.V materieludlejning A/S
● NCC Industry A/S Råstoffer
● Skolen for klinikassistenter og tandplejere (Københavns Universitet)

Psykisk arbejdsmiljø

● Arla Foods Amba, Inbound Logistics
● Ishøj Jobcenter - Center for Beskæftigelse og Erhverv
● Jordemodercentret under Gynækologisk/Obstetrisk afdeling på Slagelse Sygehus

Kemi og vådt arbejde

● Afdeling for Plastikkirurgi, Herlev og Gentofte Hospital
● Coop Danmark
● Molslinjen A/S

Ergonomi

● Dagplejen Vejle Kommune
● Roskilde Kommunes dagtilbudsområde
● Økonomi og HR, ÆHF, Odense Kommune