Arbejdsulykker
- Dagrofa Logistik
- Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH)
- Svendborg Brakes A/S
Gennem intensiveret fokus på sikkerhed er det lykkedes industrivirksomheden Trelleborg Sealing Solutions Helsingør at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Faktisk har de fejret 365 dage uden en eneste arbejdsulykke med fravær, og for indsatsen er de nu nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Arbejdsulykker.
Fra 2022 til 2023 er Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH) gået fra 14 til seks arbejdsulykker uden fravær, og antallet af "tæt-på"-registreringer steget fra 53 til 94. Det er sket som resultat af en målrettet sikkerhedsindsats, som sikrer virksomheden, der producerer tætninger til industrien, en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2024.
Indsatsen blev skudt i gang på virksomhedens årlige Safety Day i 2022 for at nedbringe arbejdsulykker og fremme en sikkerhedskultur, hvor både ledelse og medarbejdere aktivt bidrager.
“Vi er lidt udfordrede i at nå ud til medarbejdere, da de fleste arbejder i produktionen uden arbejdscomputere eller arbejdsmobiler. Derfor tyede vi til godt gammeldags kampagnearbejde på infoskærme og plakater,” fortæller Liselotte Wulff-Høyer, daglig leder for miljø og arbejdsmiljø.
Medarbejderinddragelse som nøgle til succes
Som en del af indsatsen har TSSH gennemført flere kampagner rettet mod specifikke risikoområder som fald, sårskader og ergonomi. Samtidig er antallet af interne miljø- og arbejdsmiljøinspektioner opjusteret, hvilket har bidraget til at skabe en mere præventiv tilgang til sikkerhedsarbejdet.
En af de vigtigste faktorer bag succesen er et stærkt samarbejde mellem medarbejdere, ledelse og arbejdsmiljøorganisationen. Gennem dialog og engagement på tværs af afdelinger skaber TSSH en dybere forståelse blandt medarbejderne for vigtigheden af at prioritere deres egen sikkerhed i dagligdagen.
“Medarbejderne føler sig hørt og set, og de fortæller, at de tænker mere over sikkerheden i det daglige arbejde. Så sent som i går kom en medarbejder op til mig for at sige, at en kampagne havde fået ham til at holde fast i gelænderet, når han går ned ad trappen. Det er fedt med sådan en umiddelbar og direkte respons,” siger Liselotte Wulff-Høyer.
365 dage uden arbejdsulykker med fravær
En af de største milepæle i 2023 var, da TSSH den 14. november 2023 kunne fejre 365 dage uden en eneste arbejdsulykke med fravær. Resultatet er et klart bevis på, at de mange indsatser har en konkret og positiv effekt på sikkerheden.
Netop det hele kalenderår uden en eneste arbejdsulykke fremhæves også af Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet:
“Samarbejdet mellem medarbejdere, ledelse og arbejdsmiljøorganisationen og den effektive brug af kampagner har ledt til bemærkelsesværdige resultater. 365 dage uden en eneste ulykke med fravær er imponerende.”
Om Trelleborg Sealing Solutions Helsingør
Trelleborg Sealing Solutions Helsingør er en produktionsvirksomhed specialiseret i udvikling og produktion af tætningssystemer til højteknologiske industrier som hydraulik, bil-, fly-, skibs- og maskinindustrien. Virksomheden beskæftiger 325 medarbejdere, hvoraf størstedelen arbejder på skift i produktionen.