Spring over hovedmenu

Lemvigh-Müller nedbringer ergonomiske belastninger ved at sætte fokus på “lækre arbejdsstillinger”

Ved at uddanne nøglemedarbejdere til ambassadører for “lækre arbejdsstillinger” har Lemvigh-Müller markant forbedret ergonomien på arbejdspladsen og reduceret belastninger i arbejdsmiljøet. Indsatsen giver dem en nominering til Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Ergonomi.

Gennem en flerstrenget indsats har Lemvigh-Müller skabt varige forbedringer i ergonomien på arbejdspladsen. Det er blandt andet lykkedes igennem uddannelse af nøglemedarbejdere til såkaldte LAS-ambassadører (Lækre Arbejdsstillinger), træning og redesign af arbejdsstationer. Derfor er virksomheden nu nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024.

Arbejdsmiljøchef Randi Madsen fortæller, at indsatsen er startet blandt medarbejdere i arbejdsmiljøorganisationen, og at hun tror, at medarbejdernes engagement har haft enorm betydning for successen.

“Projektet startede i vores interne arbejdsmiljøorganisation, som før har kigget på, hvordan vi kan reducere ulykker, men som satte sig for at tage endnu et skridt fremad. Jeg tror, at det har stor betydning, at medarbejderne har kunnet se sig og være en aktiv del af tilblivelsen af projektet.”

Mindre behov for behandling og stærkere samarbejde
LAS-ambassadørerne, der er trænet i ergonomiske principper, fungerer som ressourcepersoner og faciliterer workshops, mens samarbejdet mellem ledelse og arbejdsmiljøorganisationen har ført til øget brug af hjælpemidler og maskiner, der aflaster medarbejderne og mindsker risikoen for skader.

Indsatserne resulterer i færre behandlinger for ergonomiske udfordringer og øget medarbejdertrivsel. Spørgeskemaer viser, at medarbejdere oplever færre smerter, især i ryg, nakke og skuldre. Samtidig er produktiviteten steget, da de nye arbejdsgange gør arbejdet mere effektivt og sikkert.

LAS-projektet har ikke blot forbedret ergonomien i Lemvigh-Müller. Det bidrager også til en kulturændring, hvor medarbejderne nu deler erfaringer og løsninger på tværs af afdelinger. Den åbne dialog og fokus på kontinuerlig forbedring har skabt en stærkere samarbejdskultur i virksomheden.

Ændringer kan starte hvor som helst
Indsatsen hos Lemvigh-Müller viser, at ændringer kan starte forskellige steder i organisationen, og et samarbejde mellem ledelseslaget, arbejdsmiljøorganisationen og medarbejderne bidrager til at de positive fordringer bider sig fast, lyder det fra Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet.

“Resultaterne taler for sig selv, når der ikke alene er tale om en fysisk forbedring hos de enkelte medarbejdere, men en kulturændring i måden der tænkes ergonomi og arbejdsmiljø på. Det er virkelig en glæde at se, hvordan de hos Lemvigh-Müller arbejder for at skabe sunde og sikre arbejdsliv,” siger hun.

Om Lemvigh-Müller
Lemvigh-Müller er Danmarks største stål- og teknikgrossist, der dækker produktområder som industriautomation, maskinteknik og hydraulik. Virksomheden har mere end 1450 medarbejdere og består af tre centrallagre, fire produktioner i Danmark og Polen og 23 håndværkerbutikker.

  • Nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Ergonomi
  • Adresse: Stationsalleen 40, 2730 Herlev
  • Kontaktperson: Randi Madsen, Arbejdsmiljøchef, 51830044

Nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2024

Arbejdsulykker

  • Dagrofa Logistik 
  • Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH)
  • Svendborg Brakes A/S

Psykisk arbejdsmiljø

  • Afdeling Sygedagpenge, Jobcenter Varde
  • Herlev og Gentofte Hospital, Akutklinikken Gentofte
  • Plejecentret Solbakken, Randers Kommune 

Kemi og/eller vådt arbejde

  • Cabinplant A/S
  • Forenede Service A/S
  • Odense Kommune, Ejendomsservice Rengøringen

Ergonomi

  • DSV A/S
  • Royal Copenhagen, en del af Fiskars Danmark A/S
  • Lemvigh-Müller A/S