Spring over hovedmenu

Flerstrenget indsats fører til markant reduktion af arbejdsulykker hos Dagrofa Logistik

Med tiltag som tavlemøder og exoskeletter har Dagrofa Logistik ikke alene reduceret antallet af arbejdsulykker. De har også styrket sikkerhedskulturen på deres terminaler. Derfor er virksomheden nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Arbejdsulykker.

I 2017 begyndte dagligvaregrossisten Dagrofa Logistik at registrere arbejdsskader, og med en medarbejderstab på hele 400 ansatte kom de frem til, at det krævede en struktureret tilgang at ændre sikkerhedskulturen.

Nu har en samarbejdsdrevet indsats hos virksomheden skabt en sikkerhedskultur, der engagerer ledelsen, arbejdsmiljørepræsentanter og medarbejdere i arbejdet for at sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø. For den indsats er de nu nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024.

“Vi er en stor organisation, og vi fornemmede hurtigt, at det krævede en bred indsats, som gik længere end reduktion af arbejdsskader. Vi har fået en sikkerhedskultur, som går helt op i topledelsen, og der stilles aldrig spørgsmål, når noget skal gøres ‘af sikkerhedsmæssige årsager,’” siger terminalchef Christina Olesen.

Forebyggelse og innovation
En hjørnesten i sikkerhedsarbejdet er såkaldte forebyggende sikkerhedshandlinger, hvor medarbejderne indberetter mulige risici og sikkerhedsobservationer. Dette giver en værdifuld indsigt i daglige arbejdsprocesser, som bruges til at forbedre sikkerheden.

Og indsatsen rækker længere end det. Der er indført “Safety Walks,” hvor der udarbejdes handlingsplaner baseret på observationer fra medarbejderne.

Sikkerhedsinitiativerne er i høj grad drevet af medarbejderne gennem det lokale samarbejde i arbejdsmiljøorganisationen, hvilket har ført til en bred opbakning og aktiv deltagelse.

“Alle byder ind, og folk ser, at de kan påvirke deres egne forhold. De føler sig hørt og taget seriøst. Vi kan mærke i det daglige, at alle har fokus på sikkerhed og siger til, hvis der er noget, de mener kan gøres bedre,” siger administrerende direktør Dan Kolding

Imponerende resultater
Som resultat af indsatsen er virksomheden gået fra 18 ulykker med fravær i 2017 til fem i 2023. I samme periode har de set en stigning i antallet af ulykker uden fravær fra 11 i 2017 til 26 i 2023. Stigningen i rapportering af ulykker uden fravær skyldes ifølge dem selv, at medarbejdere nu også rapporterer mindre hændelser, da kulturen om indmeldelse af uheld er ændret.

Den langvarige og omfangsrige indsats bemærkes af Louise Høst, formand for Arbejdsmiljørådet:

“Dagrofa Logistik har skabt en markant reduktion i arbejdsulykker med fravær. Den udvikling understreger, at virksomhedens langvarige og målrettede indsats for at styrke sikkerhedskulturen og forbedre arbejdsforholdene har en gennemgribende positiv effekt. Det er stærkt at se, hvordan virksomheden arbejder med at fremelske en stærk sikkerhedskultur.” 

Om Dagrofa Logistik
Dagrofa Logistik er en af Danmarks største fødevaregrossister. Virksomheden har terminaler i Vejle og Ringsted, hvorfra der pakkes og leveres varer til ca. 580 frie købmænd i hele Danmark, Grønland, Island og Færøerne. Dagrofa Logistik er en del af Dagrofa-koncernen, som også står bag detailkæderne MENY, SPAR, Min Købmand og Let-Køb samt Dagrofa Foodservice, der leverer til restauranter, hoteller, caféer, kantiner mv.

  • Nomineret til Arbejdsmiljøprisen 2024 i kategorien Arbejdsulykker
  • Adresse: Knud Højgaards Vej 19, 7100 Vejle
  • Komntaktperson: Jens Nikolaisen, Logistik direktør, T: + 45 24 21 64 94, M: jens.nikolaisen@dagrofa-logistik.dk

Nominerede til Arbejdsmiljøprisen 2024

Arbejdsulykker

  • Dagrofa Logistik 
  • Trelleborg Sealing Solutions Helsingør (TSSH)
  • Svendborg Brakes A/S

Psykisk arbejdsmiljø

  • Afdeling Sygedagpenge, Jobcenter Varde
  • Herlev og Gentofte Hospital, Akutklinikken Gentofte
  • Plejecentret Solbakken, Randers Kommune 

Kemi og/eller vådt arbejde

  • Cabinplant A/S
  • Forenede Service A/S
  • Odense Kommune, Ejendomsservice Rengøringen

Ergonomi

  • DSV A/S
  • Royal Copenhagen, en del af Fiskars Danmark A/S
  • Lemvigh-Müller A/S